Information fra baneudvalget

De nye teesteder, som er en del af klubbens udviklingsplan 2030, er godt i gang. Ti teesteder er blevet etableret ud af de tolv som er er en del af udviklingsplanen. Søren og hans team forventer at være færdig med de sidste 2 inden jul.

Vejret i september var fantastisk, så greenkeeperne fik hurtigt gang i spiringen på de første ti teesteder. Vedrørende de sidste to, så bliver det ene sået til foråret og det sidste får rullegræs, vanding bliver etableret i løbet af foråret.

Med i udviklingsplanen håbedes det at der kunne etableres et nyt greenområde på hul 14, men grundet vejret i oktober og en foreløbig nedbørsmængde på næsten 700 mm, er projektet udskudt til næste efterår. 

Hele banen var lukket gennem vinteren sidste år, hvilket virkeligt kunne ses ved baneåbningen i foråret. Ingen slidområder og vinterskader, hvorfor mange mente at 2023 var den bedste sæsonstart vi har haft nogensinde. Derfor er hele baneudvalget  enige om at lukke banen igen denne vinter.

Lærkeager-banen vil være åben hele vinteren, hvis den er frostfri og uden snedække.

Vi forventer at lukke banen sidst i november, men det er selvfølgelig vejret der i sidste ende bestemmer. Banen tåler stort set ikke mere nedbør, eftersom de næsten 700 mm midt i oktober har presset underlaget maksimalt. Kombineret med den manglende vækst i græsset med de nu lavere temperaturer, kan det skabe store skader som rækker langt ind i 2024. 

Tak for en god sæson.

 

– Baneudvalget