Så kom dagen hvor Morten, Casper og resten af teamet i Café Rolf kan åbne for gæster – det har de glædet sig til. De holder fremover åben alle ugens dage fra 10 til 22. Køkkenet lukker kl. 21. Det er altid en god idé at bestille inden du går ud, men kommer du sent ind, så er det en ekstra god idé.
Mange af jer har allerede smagt på deres dejlige mad som Take Away – og det har hjulpet dem igennem opstarten til trods for Covid-19.
Vi har indrettet stole og borde både inde og ude, så det lever op til myndighedernes krav.
Vi har heldigvis forholdsvis god plads, men det korte af det lange er, at kan du ikke finde en stol ved et bord, så er der ikke plads til dig. Det er ikke tilladt at flytte de opstillede borde og stole, vi har stadig lidt regler at overholde – tak for hjælpen.
Forsamlingsforbuddet på 10 personer gælder stadig. Det er altså ikke muligt at holde arrangementer for mere end 10 personer. DGU har, for at få det præciseret, henvendt sig til Politiet, der har svaret, at man ikke kan dele en forsamling op i grupper, uanset at de overholder afstandskrav.