Klaus Føge
11.12.1944 – 13.8. 2025
Klaus sov stille ind i sit hjem med Andrea ved sin side onsdag eftermiddag.
Klaus har i en menneskealder været en uundværlig del af Hornbæk Golfklub – både på banen og bag kulisserne. Han satte sit tydelige præg gennem et utal af frivillige timer, altid med sin egen direkte humor, engagement og en stærk kærlighed til klubben.
Han tog initiativ til Seniorklubben og var formand i mange år – eller som han selv, med sit lune glimt i øjet, kaldte det: “plejehjemsbestyrer”. Han var også med i klubbens allerførste sponsorudvalg og spillede en stor rolle i at gøre dette arbejde mere professionelt. Som klubbens “husdesigner” skabte han vores logo og satte sit kreative fingeraftryk på utallige materialer.
Klaus gik sine egne veje – han vidste, hvordan ting skulle gøres, og fulgte sin egen overbevisning. Men uanset hvad, kom hans handlinger altid fra et sted af kærlighed til klubben og dens medlemmer. Man kunne sagtens være uenig med ham, men uvenner blev man aldrig.
Han var et fint menneske og et sandt faktotum – altid klar til at tage fat, altid klar til at hjælpe, altid klar til at få ting til at ske. Selv til det sidste var han aktiv i både Seniorklubben og Erhvervsklubben.
Vi kommer til at savne Klaus – hans indsats, hans idéer og ikke mindst hans gode humør.
Vi mindes ham med taknemmelighed den 13. september, når årets Takkematch spilles.
Æret være hans minde.
Karsten Glahn
Formand
