Mindeord om Anders Drachmann

Vi har med vemod modtaget meddelelsen om Anders Drachmanns død.

Anders har en helt særlig plads i Hornbæk Golfklubs historie. Han var med, da tanken om en golfklub i Hornbæk opstod i 1989, og da klubben blev stiftet den 15. april samme år, blev han klubbens første formand.

Sammen med de øvrige initiativtagere kæmpede Anders i de første, vanskelige år for at gøre drømmen om en golfbane i Hornbæk til virkelighed. Da projektet flere gange var tæt på at falde til jorden, var Anders med til at holde fast i klubben. Det lykkedes blandt andet ham at få Hornbæk Golfklub optaget i Dansk Golf Union – som den første danske golfklub uden egen bane.

Anders med til at lægge det fundament, som klubben blev bygget på, og Drachmann advokater er stadig en synlig og givende aktør i Hornbæk Golfklub.

Anders blev senere udnævnt til æresmedlem af Hornbæk Golfklub – en naturlig anerkendelse af hans store betydning for klubben.

Anders og Drachmann Advokater har gennem mange år været en del af klubbens liv som sponsor for en af vores mest populære turneringer, Drachmann Cup. Turneringen afholdes igen nu på søndag den 23. august, og det vil i år være med en særlig tanke på Anders.

Vi vil mindes Anders med taknemmelighed for hans initiativ, engagement og tro på, at Hornbæk skulle have sin egen golfklub.

Anders vil for altid være en del af Hornbæk Golfklubs historie.

Æret være Anders Drachmanns minde.

Anders bisættes fra Hornbæk Kirke torsdag den 27. august kl. 11.00.

Karsten Glahn, Formand