1. Hold Herrer

Kokkedal – ude

Vi tager til Kokkedal med en klar målsætning. Vi har brug for en sejr for selv at holde liv i chancen for oprykning. Andre resultater kan også spille ind, men hvis vi selv vil være herre over situationen, skal vi vinde over Kokkedal.

Vi vælger at ryste posen lidt og ændrer på opstillingen. Morten og Claes spiller singler, mens Anders og Stefan samt Marius og Carl spiller foursomes. Den sidste single er Søltoft.

Der er masser af kampgejst på holdet, og alle går ind til dagen med troen på, at vi kan gøre det.

Jeg starter selv i single med Mikkel som caddie. Det bliver ikke helt den start, jeg havde håbet på, og jeg kommer hurtigt 4 ned efter 9 huller. Men jeg får kæmpet mig tilbage i matchen og vinder 18. hul, så den ender A/S.

Søltoft går ud efter mig og leverer en rigtig stærk og solid runde. Han spiller sikkert og med stor ro og tager en overbevisende sejr. Søltoft har virkelig været en sikker mand for holdet gennem sæsonen.

Morten er også ude i en rigtig god og tæt match. Den svinger hele tiden frem og tilbage, og der bliver spillet god golf fra begge sider. Desværre tipper den til sidst den forkerte vej, og Morten må se sig slået på 17. hul.

I den ene foursome spiller Marius og Carl en rigtig fornuftig match. De spiller med omtanke, holder hovedet koldt og leverer godt golf hele vejen. Det bliver en tæt match, som de til sidst lukker på 18. hul med en flot sejr 2/0.

Anders og Stefan spiller den anden foursome og har også en rigtig god match. Der bliver spillet flot golf, men desværre koster tre huller med mistede bolde dyrt. Det bliver afgørende, og de må til sidst se sejren gå til Kokkedal.

Samlet ender matchen 6-6.

Vi havde brug for sejren, så resultatet føles selvfølgelig lidt som en skuffelse. Men holdet kæmper fantastisk, og vi holder sammen hele vejen.

Nivå – hjemme

Søndag får vi besøg af Nivå.

Jeg havde valgt at give min plads til Mikkel, så han kunne få chancen for sin første start på holdet. Resten af holdet var det samme som dagen før.

Mikkel får en nervøs start og er hurtigt 4 ned efter bare 5 huller. Men stille og roligt får han spillet sig varm, nerverne falder til ro, og han begynder at spille rigtig god og sikker golf.

Matchen vender fuldstændig, og Mikkel kæmper sig tilbage med nogle virkelig stærke huller. Det bliver en fantastisk afslutning, hvor han holder hovedet koldt og vinder matchen på 18. hul – med hele holdet stående og følge med.

Og imens Mikkel kæmper sin match hjem, leverer resten af holdet en fantastisk indsats. Alle de øvrige matcher bliver vundet sikkert, og næsten alle er færdige allerede inden 15. hul. Det ender derfor med en overbevisende 12-0-sejr.

Jeg var rundt og se alle matcherne i buggy, og der var bare en fantastisk stemning på banen. Alle fulgte med i hinandens matcher, heppede og støttede – og ikke mindst var der stor interesse for Mikkel og hans første start på holdet.

Det var virkelig fedt at opleve, hvordan hele holdet stod sammen og fulgte Mikkels match helt til sidste hul.

Det kalder jeg holdånd! 💪⛳️🏌️‍♂️

En weekend med både skuffelse, stærke præstationer og masser af holdånd. Vi fik ikke det resultat mod Kokkedal, som vi havde håbet på, men vi viste, hvad vi kan som hold – og søndag sluttede vi weekenden på bedst mulige måde med en kæmpe 12-0-sejr.

————————————————————————————————————————————————-

Tilbage til 2. division og vi glæder os😊 1. holdet Damer

Efter et hårdt år i 1. division er det nu en realitet, at vi næste sæson skal spille i 2. division. Vi har været oppe imod nogle af landets bedste spillere, og selv når vi har spillet vores allerbedste golf, har mulighederne for point ofte været små. Alligevel har pigerne taget udfordringen op med imponerende vilje, kæmpet i hver eneste match og været tæt på flere gange.

Lørdag den 8. august – ude mod Søllerød

Weekendens sidste spillerunde begyndte i Søllerød, hvor vi mødte et hold med store dele af landsholdstruppen på holdkortet. Det blev til et nederlag på 0-12, men pigerne kæmpede igen flot mod et meget stærkt spillende hold. Elizabeth var nok den der var tættest på at redde holdet et point, men tabte på hul 18.

Søndag den 9. august – hjemme mod Helsingør

Søndag sluttede sæsonen på hjemmebane mod Helsingør. Xenia og Christel spillede en spændende foursome, som blev afgjort på hul 18, desværre til Helsingørs fordel. I singlerne kæmpede Christel sig til en flot delt match og reddede et point til holdet.

Trods nederlagene var stemningen god hele weekenden. Det vidner om et stærkt sammenhold og en gruppe spillere, der har fået det maksimale ud af en sæson med store udfordringer.

Resultaterne er én ting, men lige så vigtigt er måden, vi repræsenterer klubben på. Her er pigerne som altid fantastiske ambassadører. Efter lørdagens kamp lød det fra Søllerøds spillere: “I er det sødeste hold af alle dem, vi har spillet imod” 😊 Det siger igen meget om den måde, holdet optræder på – både på og uden for banen.

En stor tak til Lars Dam for indsatsen som kaptajn og caddie og til Zilas og Casper for deres hjælp som super-caddies. Tak til Charlotte for at være en fantastisk starter, og ikke mindst til alle jer, der har fulgt holdet og mødt op for at heppe gennem sæsonen.

De bedste golfhilsner

Caroline, Nanna, Elizabeth, Jane, Christel, Xenia og Birgitte

  1. divisions damer, Hornbæk Golfklub